United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage, laenger henne i Morket, med et paany greben af Tanken, han ikke turde tale om ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom: -Naar mon det dog bryder los? sagde han og blev ved at gaa.
Hvis Tanken havde været #mulig,# vilde hun have sagt, Frøken von Salzen svedte. -Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte være glade til, om de kunde faa Lov.... Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse. Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige. Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder. Men nu kunde de jo blive til Nytte.
Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel. -Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det. Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans Had. Eller hun sagde til sig selv: -Det er ikke denne ømhed, han vil give hende. Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover.
Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p.
Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte men om det var Tanken, der var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med.
-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr« som Tine kaldte ham ned ad Kinderne bare ved Tanken. De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten. -Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han kom paa Vejen.
"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering," bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte." Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om, at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu skulde skilles, om end kun for kort Tid.
Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved Tanken om, at intet af det altsammen kom ham ved intet intet ... Da var det, han saa Anna og Bøg komme gaaende ad Vejen hen imod det Sted, hvor han sad. Bøg gik høj og rank og svingede med den ene Arm. Til den anden klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i Lykke.
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at smile ved Tanken om dette. "Jo o, Ballet var forbi." William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det.
Dagens Ord