United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene. "Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok. "Er det Dig?" "Har Du Mønt " "Ja jeg har lige slaaet" William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde egentlig hjem til mine Søstre " "Aa Familiedrama.
-Saadan, sagde hun: ned med Poterne. Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og højbarmet, med Hænderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, sløv og tavs, skyllede Vand op om sin stærke Hals: -Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner. Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.
Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad. Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær. Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.
"Men jeg skal selv vise dig Billederne i Morgen, Bob." Det bestemte mig straks til at føre Lord Robert rundt i Aften, og jeg sagde det til ham med fløjlsblød Stemme, medens Hr. Barton optog Christophers Opmærksomhed.
Hans Stemme var forbitret. "Nej ikke meget, det kunde jeg ikke, jeg rystede saadan af Latter. Hvis De havde set den tossede, gamle Fyr, han lignede en vissen Abekat med farvet Haar og et Øjeglas! Jeg fortæller Dem det kun, fordi De sagde 'begynde med Dem', og jeg vilde gerne vide, om det var det samme." Hr. Carruthers Øjne havde saadan et underligt Udtryk, Forvirring, Morskab og noget mere.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne. -Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ... Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne: -Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man....
Og naar han saa viste sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil men hendes Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar hun sagde til ham: -Carl hvor De dog er et Barn. Hun vænnede sig at kærtegne ham.
Kihler, efterhaanden som Bøg blev ved at stemme Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene med Stokken. Han lettede knap paa Hatten, da Flyge traadte ind. "Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. Og Bøg blev ved, til han dirrede af Anstrengelse og Sveden i tunge Draaber brast frem paa Panden af ham. "Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! De er en ren Atlet. De burde uddanne Dem."
Men da Grevinden fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder hvor tæt gik de ind til hinanden begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.
Hun løftede Papiret igjen: hun kunde intet læse. Og med samme kolde Stemme sagde hun: Og naar skal De have Pengene? -Aa, Deres Naade forstaar sig en Dags Tid kan man altid vente. Siger vi i Morgen? Man er altid "kulant". Priorinden vidste ikke, hvad hun havde svaret, om han havde taget Papiret eller hvordan han var gaaet.
Dagens Ord