United States or Heard Island and McDonald Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen. -Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun. De sad tavse en Stund.
Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den og søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den. Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt de andre i Stuen. Ba, ba. Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme.
Maria Carolina saa' to smaa forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren ... Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som stavede op i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer.... Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.
Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk: -Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede. Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende Stemme: God Aften Berg.
Men pludselig genkendte hun Ordene: Täglich ward er bleich und bleicher, bleich und bleicher Og blev staaende lyttende som han. Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans. Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og bleg.
Vejret var godt; og Folk kom myldrende milevidt fra som Ravne til et Aadsel ... Henne i Hjørnet mellem Hovedfløjen og »Asylet« var lavet en Forhøjning af Tønder og Brædder, og her sad Auktionarius og raabte, saa hans Stemme skar gennem Larm og Snak.
Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma: -Du véd jo, de er dine. Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst.
Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og saa op paa ham. Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske træt af Graad. Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste Møje. Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet kunde han ikke sige.
Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær. Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.
Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig. Men pludselig bevæget, eller desperat for han kunde i det Øjeblik gerne have slaaet alle de Møbler i Smadder sagde han og hans Stemme var lav: -Naa, Skaal, Pus. -Ja, sagde Ida og saá fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads, kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi drikker her.
Dagens Ord