United States or Grenada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt. Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet. Saa forsvandt Genfærdet. Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig.
Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere, standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der bagved. Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet med Thomas og var bleven frelst.
Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme Tone: -Men man skulde være gaaet ind i Marinen. Og lidt efter: -For saa kunde man idetmindste være taget til Siam. Og der slaas de. -De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han standsede paa Hjørnet, fortsatte han inde i sin Tankegang: -Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.
Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to.
Det var dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. »Dit uforskammede Dyr«, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, »hvor tør Du vove at « forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang slappe ned den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død.
Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med Skjæg
I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse: -Aa Drengen er forrykt, raabte han og gik. Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke. Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa hendes Graad.
Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes Blik vilde gennemtrænge Billedet. Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun hen med "Fadervor" paa sine Læber. Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa Skolebiblioteket. Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke et Ord af," sagde han.
Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham. "Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det sidste." Præsten standsede lidt.
Dagens Ord