United States or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun overhørte det grimme i hans Røst og strakte Foden ud efter Baadens Ræling. Mikkel fik ingen Lejlighed til at hjælpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften. Mikkel roede ud i Strømmen. De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede Synsranden og begyndte at gløde. Fjorden farvedes af Skæret.
Han rakte sig knagende og smilede stærkt bevæget. Blodet jo i hans Hoved og i hans Bryst af Længsel. Endnu en Gang saa han sig om i Kamret, der flød med hans Vaaben og Saddeltøj, og han fortvivlede. Saa smed han sig paa Sengen og sov. Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hældede, der var saa stille paa Gaderne.
Men Jorden havde drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen havde Solen udslettet dens Spor. Nu duftede det fra de grønnende og gulnende Agre og ud fra alle Havernes Blomsterbede og fra Grøftekanternes brogede Frodighed. Og højt oppe under Himmelloftet hang Lærken og sang og steg og dalede, som blev den hejst op og ned i en usynlig Snor. Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han kørte ganske langsomt.
Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok, tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter, Dyr og Mennesker.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig: Som Planten visner for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær. -Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket. Moderen fo'r sammen.
En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Træ paa den høje Buk. Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden, da Vognen drejede. Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede Pastorinden Men det maa ikke se arrangeret ud!
Jeg tager den ud af Munden og væder nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter. De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp. Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke. Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.
Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie. Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende. Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade hende kan jeg godt lide!
Hver af disse Aftener forløb fraseet den voxende Fortrolighed omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere.
Dagens Ord