United States or Portugal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide. Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo mere Sommervarme Solen faaer.
Aftenselskabeligheden i Vestindien har ikke den samme Form som herhjemme hvad Theen og Smørrebrødet angaaer. Den sidste Artikel seer man ikke, uden naar en eller anden Familie beslutter, for en Afvexlings Skyld og af Opmærksomhed mod de danske Gjæster, for en enkelt Aften at leve paa Dansk. Man spiser til Middag Kl. 6, naar Solen er gaaet ned, og nyder derfor Intet til Aften.
Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.
Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld.
Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da ved at bryde igennem. Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener, Mand og sølvpletteret Seletøj. Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.
"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer Med lange Straaler i sit Haar; Den varme Krands Er rette Kands For alle Ting, som nu maa grye Paa ny. See Fuglene i Flokketal I Luftens vide Sommersal; Her flyver en Jo med sin Green, En anden sanker Haar og Straa Saa smaa." "Ak see et meget yndigt Syn Paa Skovens grønne Øienbryn! Den høie Top Skal klædes op, Og Vaaren pynter Bøgen ud Til Brud.
Mens oppe fra Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem Bladenes Mørke. De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker. Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over Eng og Høie. Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven. De elskede Stedet.
Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der talte. „Solen Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med at gentage. Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke.
Inde i Skoven bliver Alverdens Niels ved med at synge. Han jager Duerne ud fra Træerne, hvor han kommer frem. Møget damper i Varmen. I Dag skinner Solen. Jeg tog Bøssen i Morges og gik ud. Det er en af de Dage, hvor Livet er lykkeligst at leve. Vaad og kraftig ligger Jorden med Solstrejf over de regnvaade Marker. Paa en Grøftekant blomstrer Følfoden, og smaa Bellis knoppes.
Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin og Brandere, inden han havde gjort to Skridt. Og saa Solen. Hvor den skinner!
Dagens Ord