United States or Yemen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Maren rejste sig og gik derhen. Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia? sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede Kaffebønner. Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia. Og Broderen tog Tavlen og læste det højt. Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. Men godt lugter det sgu!
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt: -Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. Excellencen blev ved at le: -Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.
Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge: -Se dog, se, sagde hun. Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg: -De gaar ikke højt, sagde han.
Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg var Afdelingens Kommandant. Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte Polakkerne og Husarerne.
Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar saa blødt, et lokket Barnehaar at føle og han lagde næsten sit Hoved op til hendes Knæ. Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover. Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske blidt, saa blidt. -Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der skælvede, greb hendes.
-Ja infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange: -Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét. -Ja, sagde Berg. -Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone.
Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit Hjørne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po. Men længere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po.
Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig staaende. »Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten helliger Midlet?« »Hm ?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi ikke.« »Aa nej saamæn.« Detektiven gik med et Buk.
Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hænge. Den første Herre sagde: -Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive". Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte: -Ja, sagde han, jeg har levet længe.
Ørnulf havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse, før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer: -Ja jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige og humane Synspunkter.
Dagens Ord