United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !


En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret.... Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret. Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede.... Ja hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar.... ... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.

Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det, men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene: „Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden; Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. Faderen velsigner dig til evig Tid.“

Han stjal deres Lys om Aftenen og tog Tændstikkerne fra dem. Han vidste, at de passede paa ham, og han vilde hindre det. Efterhaanden som Eksaltationen steg, voksede Børnenes Angst ogsaa Sofie forstod nu, at Faderen var syg men Berg haabede paa en hurtig Bedring og lod Høg blive i Horsens. Om Dagen sad Nina hjemme uden at turde gaa ud og uden at kunne blive rolig mellem de fire Vægge.

Kulturen var Bestræbelserne for at give Menneskene igen, hvad de en Gang havde mistet: Sansen for det gode, det skønne og sande og saa Brødet. Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. Maaske betød den kun uendelig lidt, maaske vilde den om faa Aar være overfløjet af andre, vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for Kulturen, fordi den vilde gøre det en Smule lettere for Mennesker at faa Brød.

Har Skolens Korsvej ikke Vejfarende korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem og hundrede Liv? Nu vel vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sporgsmaal, Hilsner, Svar ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og maa med. Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil?

"Efterat Haugeeieren om Foraaret har truffet Overenskomst med en eller anden af de saakaldte Gartnere, der paatage sig Pasning af saadanne mindre Hauger, blandt hvilke der vistnok findes flere dygtige og samvittighedsfulde Mænd, men ogsaa en Mængde, som paatage sig Noget, hvortil de ikke have ringeste Kjendskab og vor Erfaring synes desto værre at vidne om, at Haugeeierne, til liden Baade for dem selv, ere meest tilbøielige til at vælge imellem disse, fordi de kunne spare et Par Rigsdaler aarlig giver denne sig, saa saare Jorden er nogenlunde tjenlig, i Færd med at grave Rabatterne eller Bedene og det ret dybt og med en Spade og lige tæt ind til Planterne deri; thi han vil jo gjerne gjøre Eieren tilpas og skaffe ham hans Hauge i tilsyneladende pyntelig Stand saa tidlig som mulig.

Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst og hvad skulde hun dog gjøre? Sig mig dog hvad skal jeg gjøre? Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog, hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var ved at smuldre væk alt baade Navnet og Gods. Men hun havde ingen Skyld,

Mulden kan være smuk, naar den er nyvendt, men naar den først er klasket af Regn og hvidnet af Sol, er den alt andet end tiltalende, og man foretrækker da ogsaa nu i Almindelighed at følge Naturens Eksempel og altid lade Vegetation dække Mulden; den kan jo kun holdes nøgen ved Arbejde og i Naturen finder man Klipper og Sten og Sand nøgent, men aldrig udækket Muld, i hvert Fald er det da dækket af Løv.

De sidste Søndage havde han ikke undt sig Hvile. Men efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, at han godt selv mærkede, hvor nødvendig en Dags Rast var for ham. Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig tidlig om Morgenen. Bøg vidste ikke hvorhen. Selv havde han ogsaa tænkt paa at gaa ud. Men da det kom til Stykket, kunde han ikke overvinde sig til det.

Selvantændelige Stoffer ere ogsaa en Gjenstand for Opmærksomhed; i Dampskibene har man i Kullene et saadant Stof; dog er det meget sjeldent, at de antænde sig selv, især naar de komme tørre ombord og man sørger for, at frisk Luft jævnlig kan bestryge dem.