United States or Saudi Arabia ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Det er Benwell fra Y-Chang, og hvis jeg ikke tager fejl, husker Benwell fra Y-Chang ogsaa mig." "Det lader til, han kender Dem," sagde jeg leende. "Ja," vedblev Nikola efter en Pavse. "Jeg har haft den Fornøjelse at træffe Hr. Benwell en Gang før. Det var i Haiphong."
Det siges desuden, at de har Magt til at genopvække de døde og til at forlænge Menneskets Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun skrive, hvad man har fortalt mig." Dr. Nikola slog en anden Side op.
Jeg kunde se, at Nikola nøjagtig iagttog alt, hvad der gik for sig, og jeg opdagede, at han havde antaget et Væsen, der stemte overens med den aldrende Tilstand og vigtige Stilling, som hans Rolle foreskrev ham.
"Det er der ikke noget at gøre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke faar noget før i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro." Jeg stønnede og gik tilbage til mit Værelse. Det var blevet omtrent Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig paa min Seng og prøvede paa at forsone mig med Tilstanden.
"Er der slet ingen, som De kan søge Tilflugt hos?" "Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig med at komme dertil?" "Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok sørge for, at De kommer af Sted.
Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange." "Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende, at næsten alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun. "Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være, fordi han er saa forskellig fra andre Folk.
Det var bidende koldt, og medens han var borte, og jeg stod stille, følte jeg mig til Mode, som om jeg blev frosset til en solid Isblok. Jeg kan ikke sige, hvor højt vi var oppe, men Højden maa have været betydelig, hvis man skal dømme efter den skarpe Luft. Nikola var næsten tyve Minutter borte.
Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være vanskeligt at sige.
I det Øjeblik kom De og jagede ham paa Flugt." Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm. "Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun. "Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere." "Men hvad skal jeg dog gøre?" "Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola.
Jeg kan med Sandhed sige, at jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der er det, det skal jeg bevise Dem ved at læse et Brev for Dem." Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem. Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at læse.
Dagens Ord