United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Giv mig saa Olien, Marie, siger Katinka. Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene. -Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig. -Nej, jeg har ingen Smag mer. Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.
Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge Hænder for ikke at falde. Der stod han. De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen til ham. "Du er træt?" "Ja." "Kan du ikke mer?" "Nej." "Lad mig hjælpe dig.
Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave. „Nej, se se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“ raabte de pludselig. Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til Urinspanden.
-Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine. Moderen lo. -Det er netop det, som de ikke gør. -Jo, dog. -Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet til at se Sandheden i Øjnene. -Hvad for en Sandhed? -Sandheden. Hun tav et Øjeblik. -Jeg søger om En, der har turdet sige den.
Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle vi har aldrig kunnet taale at se Skørter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet en Kone som Du , Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde sig til Dig . Hvor er han, Bæstet? Aa, Onkel, det nytter ikke ... Jeg er taget herover for det samme! Ja, men ... Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele? Nej, han ... Naa?
Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud. -Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne. -Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum. -Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl til Makker. -Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man spiller, saa tales der ikke.
Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes ... havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«. »Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.« »Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«
"Nej, det tror jeg ikke, De maa," svarede jeg, "og det af Grunde, som De sikkert vilde synes var rimelige, hvis jeg nævnede dem. Men jeg er Dem meget taknemlig alligevel. Med Hensyn til Nikola, saa vil jeg overveje hele Sagen omhyggeligt i Aften, og hvis jeg synes, det er rigtigt, vil jeg efter Middag gaa hen til ham og aflevere dette Brev."
... Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han: -De hører ikke efter. -Nej, min Ven, undskyld. Og lidt efter sagde Marschalinden: -Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et og andet at tænke over.
Barton og jeg nød vort Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe med rynket Pande. "De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?" "Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud."
Dagens Ord