United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Venter han os?" "Nej, paa ingen Maade. En Gang om Maaneden bliver han sendt ned af de Store i Bjergene for at tage mod Budskaber og Almisser fra Yderverdenen. Vi har Ordre til ikke at raste, før dette Brev er afleveret til ham." Medens han talte, fremtog han en lille Rulle Papir, som var omhyggelig bundet sammen. Da han havde puttet den i Lommen igen, henvendte han sig til sin Kammerat.
Saa sagde han: Du skulde lade Onkel Nils erklære umyndig, Tante; der er Grunde nok til det. Men uden saa meget som et Sekunds Betænkning svarede Fru Uldahl et afgjort: Nej! ... Pengene er Uldahls, sagde hun og Gaarden er Uldahls. Og han har Lov til at handle med sine Sager, som han vil.
Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne: Nej, sagde han Dem vilde jeg være evig god ved! Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt: Vil De ... vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig!
Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene op i Luften: Aa Gud nej aa Gud nej ... sagde hun. -Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var gaaet.
"Det kan man da kalde et Haandtryk," sagde hun. "Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for haardt?" "Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at faa fat i en sjasket Pote. Det er ligesom man fik en Klump Fars i Haanden." "Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde Birger. "Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg rigtignok." "Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," sagde Fru Ellis. "De holder af Muskler."
"Naa nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne." "Men jeg vilde have en Kammertjener." "Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner! Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom ned!"
Nu skulde han da altsaa staa Ansigt til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker, han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig idag vilde han ikke gaa derind ... han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han maatte have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ventede Onkel Høg. Nej, han gik.
Ja, det saá ud til det, for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans Fremtid. "Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!" "Nej!" sagde Robert.
Han sprang nervøst fra Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op. Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud.
Men Smeden kneb underfundigt et Øje sammen: Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med Fruentimmer at gøre? spurgte han. Nej, nej! sagde Nils forfærdet Aldrig! Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da? Det maa Gud om! Og drikke , vil Godsejeren heller ikke mere? Nej! Jamen hvad er der saa tilbage, spør jeg? Fors a gelsen, Smed! Den store Glæde ved Fors a gelsen!
Dagens Ord