United States or Marshall Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det tager tre Dage for dem at underrette os om Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen.
Du maa ta' dig af Sagen, sagde han Spørger From efter mig, saa sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa! Ja, ja; jeg skal nok ... Har du faaet noget at spise i Dag, Helmuth? Nej. Vil du ikke ha' noget? Nej! Jamen, Helmuth, du har ikke godt af .... Plag mig ikke! Vil du da heller ikke prøve paa at lægge dig lidt ... Hum! sagde Baronen utaalmodig Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en Vogn.
-Sidder Konferensraaden nu godt? -Men de Skillinger skal ikke hjælpe ham, blev Konferensraaden ved: der skal mer til. -Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til. Pludselig forsøgte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en sær Fugls Skrigen. -For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide bøje sin stive Ryg.
I en anden Skrivelse havde hun sagt: „Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten adlyde dem, saafremt han da kender de tre Trosartikler. Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange. Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere gøre onde Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand.
Jeg blev egentlig ikke særlig henrykt over min Obersts Bevæggrunde, og mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til at le, og selv fra Talleyrand lød der en munter Klukken. "Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en daarligere Lods end jeg.
Pompadour! Og hvad siger din Mand? Han er en Nathue ... Jamen Du elsker ham jo, Tøs! Jeg elsker ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i Forpagtning ...!
Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens Jagten. Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor han er, klinger saa skingert. Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser flyver ud og ind ad et hullet Træ.
Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent, at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: „I stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt!
Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge.
Jeg skal ingen Navne nævne; det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg særlig omtale, fordi jeg kom i et nærmere Forhold til ham end til nogen af de Andre, Holger Pedersen . Hans Fader, der var Skolelærer i det sydlige Jylland, døde, da Sønnen var 10 Aar gammel.
Dagens Ord