United States or Andorra ? Vote for the TOP Country of the Week !
Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blødt Filt, og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, debatterede deres med de »halve Øl« staaende under Bænken. Adolf satte sig for at vente.
Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han. Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed. "Ja," hviskede han. Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."
»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris. »Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg. »Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.« Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an. »Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.
Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de Flygtende. Toget lukkede sig igen.
Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt. -Kom, sagde han stille, nu gaar vi. Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang. Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.
-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjægermesterinden er inde, sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald. Hun havde lagt sin særdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tæt ved Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit Øje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed. -Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Haand, som han greb.
Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten. Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind. Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol. Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød.
-Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev staaende et Øjeblik med lukkede Øjne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske. Generalinden gentog "utroligt" og sagde: -Og vi, som alle har kendt hende i Familien. -Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum. De blev ved at tale om Fru Feddersen.
Og mens han saá paa alle disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv: "Han laaner mig dem han laaner mig dem ..." Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil. "Hr.
Og uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede Laag ... Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er smukt, sagde hun. Læs mer. Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten. -Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.
Dagens Ord