United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !
Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru! Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter lød som en Skralde. Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som før.
Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel og saa for Skovrideren. -Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt ned i Nakken.
Men Karl sagde: -Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar. Ida lo kun det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter og de skiltes. Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.
Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes Blik vilde gennemtrænge Billedet. Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun hen med "Fadervor" paa sine Læber. Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa Skolebiblioteket. Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke et Ord af," sagde han.
Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker og paa én Gang lo hun. -Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed. -Aa, det var noget jeg tænkte paa.
Der hang et Spejl paa Trappegangen paa første Sal han saá sig i det og rettede sig, han saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem. Nedenfor den sidste Afsats standsede han han pressede Hænderne ind mod Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet ... Saa naaede han i tre Spring op og ringede. En Dame lukkede op.
Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen endnu. -Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet og tog Afsked af Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet. Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.
Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale.
Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal. »Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir«. Det er til dig! udbrød Minna, det kunde jeg ogsaa have sagt dig allerede den Gang. Vi lo og kyssedes.
"Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig ..." En Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen ... "Kommer, kommer," sagde han saa og lo. "Ja vi skal senere gøre Bekendtskab".... Saa vendte han sig og blev forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen. Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa ét Sted.
Dagens Ord