United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt tungt i Gulvet. Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende Stolestader.
Med Øvelserne i at ~tale~ er det hidtil gaaet langsomt, ikke fordi vi ansee det for mindre vigtigt, men fordi Tiden ikke har villet strække til og fordi der i denne Henseende allerede udrettes meget, hvor de daglig høre gode frie Foredrag af deres Lærere og hvor mundtlig Samtale med disse og med hverandre indbyrdes om mange forskjellige, for dem selv vigtige og interessante, Gjenstande idelig finder Sted.
Værst blev det, da han begyndte at pine hende. Han stak hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men da han til sidst tog sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes Krop, flygtede hun bort. Hun løb op ad „Syltinden“ her lige overfor. Deres Huse laa ved Foden. Men Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde, derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld.
Da Døren havde lukket sig efter dem, rejste ogsaa Frøken Charlotte sig og forlod Værelset ... Og nu var altsaa Nils Uldahl ladet ene tilbage med Frøken Anna, der paa ny havde lagt sig bagover mod Stoleryggen og langsomt og uden Ophør vuggede sit Hoved frem og tilbage, og frem og tilbage ...
Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!" Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel.
Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her, bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi langsomt gik ned ad med lange Skridt. Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for at producere. Rigtigt, men man skal ogsaa sælge.
-Hvordan det? spurgte Karl. Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte: -For det maatte jeg. Der var stille lidt. Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede. -Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
Og idet hun atter nærmer sit Ansigt tæt til hans, tier hun et Øjeblik som for at bringe sine Tanker i Orden, før hun føjer til: De' æ altsaa paa næste Søndav, a dæ lyses første Gang, o te November æ vi givte ... Uh, du kae ekk tænk' dæ, hvor de tovlige Mygger dov osse skae bide. En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuet tegner dens Billede sig mod de lyse Bøgepurrer.
Det var en Barndomsveninde, Fru von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en Landindspektør, der selv havde voksne Sønner. -Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand. Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Asiet og sagde langsomt: -Men, Charlotte, det maa jo være en momentan Forstyrrelse.
Dagens Ord