United States or United States Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo. Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende. Men efterhaanden for de blev der Dag efter Dag var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende.
Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede. -Batty. -Batty. Giovanni sled i Døren. Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig sprang de ned fra Gallerierne. Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til Logerne og man vendte sig ikke, men flyede.
Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød. Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive, Gafler og Snapseglas.
Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde paa Kontoret, ved du! Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'? Jamen Lektierne! Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen! Du kan jo spørge Onkel Alex. Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa Siden. Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende.
»Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem«, sagde Emmy, idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle sine Kræfter til at gaae imod mig. »Det gamle Aar forekommer mig altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt.
Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud paa Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte sig endelig igen og saa et Par Øjeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det var slet ingen Ansigt, Trækkene var visket ud og pint sammen mod Midten som paa en Kat, der er bleven kvalt af Røg.
»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt og eftertrykkelig »var jeg ganske vist kommen til den Beslutning, endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.« Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. Saa tog han sig sammen, og hans Træk lagde sig i høist misbilligende Folder. Skuddet havde truffet i Centrum.
Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ... Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat, sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde: Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg tror Du, at vi endnu har tilbage? Mange! sagde han Uhyre mange! Det var kedeligt ...
-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til: -Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger. Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil: -Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.
„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens Bugserline. Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
Dagens Ord