United States or Guinea-Bissau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og han frøs saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany. Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.
-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene er Herren og Mesteren, Driften brøler mod den tomme Himmel den alene. -Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden? -Tror De, vi faar Sne, spurgte hun. Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild.... Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe.
Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun betragtede atter sig selv ... Ja hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe. Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres Øine hængte sig ved hende. Saaledes gik tre Maaneder. En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.
Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen: Oui voil
"Hun holder sgu meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen men hun snakker løs og lader sig ikke mærke med det." Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.
"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?" "Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter. Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen.
Midt i Gaarden mødte han Fru Line og Frøken Sofie, der havde været nede at fodre Hønsene. Fruen véd det vel? spurgte Ole med Huen i Haanden, men uden først at hilse Goddag. Nej ... sagde Fru Uldahl smilende; hun kendte af Erfaring Post-Oles Verdensbegivenheder hvad er der sket, Ole? Har Præstens Brune brækket et Ben? Frøken Sofie lo.
Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm. Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende.
-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op. -Vi har Fredag, sagde Sofie. Hans Hvide lo: -Se, om han er inde. -Ja, sagde Sofie og blev staaende. -Se, om han er inde, gentog Jægermesteren. -Ja. -Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden: -Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e?
Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saa' stadig kun et og samme Billede hun vidste ikke, hvorfor og hvor det kom fra. Det var Aar og Dag, siden hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel, Prins Otto Georg, Aar og Dag.
Dagens Ord