United States or Philippines ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse. Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende. Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen.
Hans Frue, Damen der, med Bønnebogen og de store Øine hun var kendt som den skønneste Kvinde i Landet. Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt. -Dig hvem det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og hans Datters Øine løftede fra Bogen.
-Hebraisk aa nei det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af 10,000 lever i -Ja det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat ... Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ... Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte ...
Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede Hovedet for ikke at gaa glip af noget. Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun. -Ja hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten. Endelig var Numret forbi. Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene? spurgte han.
Saa kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene, hvis Skygger svingede for Vinden. Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik.
Han blev staaende nogle Øieblikke med Ryggen imod hende, saa vendte han sig: -Se, sagde han. Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket. Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme Minde.
Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde Portneren. L'eventail de madame la comtesse! Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide Svanedun, inden han gik ind til de andre. Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag.
Faderen stammede, gav sig til at klynke. -Hun har sat den her hen og vi er ja vi er jo svage ... -Hvilken hun? -Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ... Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten. Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde ikke.
Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var lagt over Ansigtet ... Hun saa igen over paa Sønnen.
Og han frøs saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany. Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.
Dagens Ord