United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men jeg ved det, Holm, at Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig selv ... -Ellen Maag det har jeg ikke fortjent ... -Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu men sagde De ikke selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, Holm, til dette idag?
Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede med sine Fingre. -Jeg ved ikke, om ma petite hører efter, sagde Mademoiselle. Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag til Haaret, sagde: -Nei De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede. Kan De det udenad.
Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ... Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved Stedets dybe Fred. Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det begyndte at mørkne. Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne.
-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn? Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare: -Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde. Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste.
Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung. Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.
Der hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over Navnet Marie. Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort om lille Ellen. Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opløben.
Han havde læst og skrevet og lært udenad og fægtet, og Dagene var gaaet, og mens Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet, maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige Dont som i Drømme. Ellen begyndte at forstaa sin Mands Søn.
Christens Tid, og hun havde sin Viden fra Jacques fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.
De stod lidt ved Døren som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel. De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge. Husk at ønske, Carl. Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod Mælkeveiens Skær.
Dagens Ord