United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det Sted, hvor han var. Derefter siger han så til Disciplene:"Lader os gå til Judæa igen! Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?" Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
Om Dagen saa jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium, som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: Der er ingen Gud!
Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget. Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden Dag.
Han var dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage. Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham. Hun skulde , sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks ugifte Døtre. Nej! sagde Juliane. Men saa blev Putten spærret inde. I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen.
Og op paa Dagen tog Frøken von Salzen atter med Jærnbanen, og om Aftenen bragte hun Pengene. Efter at hun var kommen hjem, sad de sammen i Frøken von Salzens Stue. De var ligesom lammede af Angsten endnu. Saa sagde den gamle Frøken: Hvad han har gaaet igjennem, den Stakkel! -Ja den lille Stakkel. Den lille Priorinde skjælvede; hun havde ikke nævnet ham siden i Morges.
Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja sagde hun De kan jo lægge Vagt derned. Og lidt efter. Gør som De vil. Jomfru Svendsen gik. Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede; hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.
Naar han da saa ham bleg og overanstrengt sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han Smerten og Selvanklagen bore i sin Sjæl og fornam en vis blodig Vellyst derved. Værst var det næsten at komme over de Timer paa Dagen, da han var alene. Saa sad han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier om Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved at briste.
Og hver af Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder. -Mo'er, Mo'er, det er fra mig. -Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig. Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt. Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord. -Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen. Og hun smilte.
-Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med Emissionen af dette Papir. Konferentsraaden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankraadets Sal. ... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse Hal tilbage til sit Kontor: Dagen var hans. Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede Persionale« og sendte det bort med et Bud.
Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet løs tidligere paa Dagen, for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til.
Dagens Ord