United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !
Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af: Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs? Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe; og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt, ydmygt, forpint og forjaget: Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...
Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han. "Kinderscenen," sagde hun.
Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en fattig Gymnasiallærer hvad skal man sige slette Mennesker, Hr. Stephensen ak ja og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt imod os.
Hun slog Øjnene ned og syntes fuld af sød Forvirring. Men da hun atter hævede Blikket, var det for at bede Fru Herding laane hende noget Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, at hun havde glemt at faa Penge af sin Mand, før han tog til Byen. Og her ude holdt man jo ikke af at bede de Handlende om Kredit. Hun fik Smørret og gik. "Det var da en sød lille Dame," sagde Fru Herding.
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. -Ja. Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved Doren hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind. Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, som hun vilde bringe herned"....
I Aar kan altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det Svundne og mindes de fordums Dage saa kan det maaske være paa sin Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige Vilkaar, hvorunder den blev til.
Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her, bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi langsomt gik ned ad med lange Skridt. Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for at producere. Rigtigt, men man skal ogsaa sælge.
Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind. Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss Alida sad med graat Slør om en rød Hat. Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.
"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, "lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren. Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider." Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk Smil, mens han sagde: "Ja, jeg har det ikke saa godt." Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket.
Hansen tog Mappen, løftede Konferensraaden sit Øje paa sin Skriver. -Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden. Hr. Hansen førte forfjamsket de blege Hænder frem og tilbage. -Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke. -Hvad har De mere end Kejserens Broche? -Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.
Dagens Ord