United States or Croatia ? Vote for the TOP Country of the Week !
De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem. De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op og ned ad Benene: -Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai. -Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær. -Adam, du Gamle, sagde Bai. De lo og snakkede. Kiær var glad. -Nu kender man dig igen, sagde han: du gamle Lampepudser.... -Nu kender man dig.
-Over Kirkegaarden, sagde Katinka. -Ja det er den nemmeste Vej og der er #kønt#. Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem. -Ja, sagde Bai, en bevæget Dag en godt anvendt Dag.
Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt. De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang. Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang.
Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav. -Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de "var ved Arkivet", skønt Døren var lukket. -Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for Lampen. De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene. -Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.
-Men Bai, sagde Katinka. -Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen. De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene. Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik. Bai gik i Forvejen.
Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden. Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal. Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset. Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig.
Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme. Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" ... Det var altid Bai, og saa blev der en Latter. Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder. Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag. Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til Haandtryk under Livets Sommerfugl. Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen. -Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og Kærlighed.
Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert. Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af. -Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station. -En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald. Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker. Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker du gamle....
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille længe være saadan nær ved ham: -Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai. Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den. -Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu. -Skriveper, sagde hun og gik fra ham. Aaret gik.
Dagens Ord