United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers Haandbog for Præster.« Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.
»To Dandse«, sagde Andrea Margrethe, »og jeg har ogsaa lovet Frederik to og Christopher een!« »Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to hvorfor skulde han have flere end jeg?« Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme. »Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To«, vedblev jeg.
Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?« »Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.
Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp.
En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne der sidder tre Krager paa den ja nu fløi de bort men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.«
I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen.
Jeg kan aldrig see en Maage uden at misunde den.« »Hvorfor misunder De den?« »Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.
Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.« Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham.
Niels iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide, var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea Margrethe og var atten Aar gammel. Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og Glæde.
»Og Klokken fem kommer vore Fremmede,« svarede Andrea Margrethe, »De seer, at det er paa høie Tid.« »Hvad for Noget? allerede Klokken Fem og saa faae vi Lov til at dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er mageløst!« »Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden op, og Hver gaaer hjem til Sit.« »Klokken tolv?
Dagens Ord