United States or Haiti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Professoren vil blive aldeles tilfreds aldeles tilfreds, forsikrede Adolf. Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel »til selv at skrive paa men noget net«.... Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, gik rundt og saa' paa Kunstblade.
-Ja jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig Forsigtighed, Hr. Adolf. Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør. -De tror det, sagde Konferentsraaden skarpere.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét: Naa saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Adolf er her ikke. Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og mærkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at støje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med deres Sætstykker. Og Adolf kom endnu ikke.
De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten: -Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe: -Hvor bliver vore Penge af? sagde han. Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. -Fattigskatte? hvad vil det sige?
Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg.... Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede. Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne: -Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.
-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den Kongres har kostet os. -Kostet? sagde Berg. -Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De hører til Driftsomkostningerne, sagde han. De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.
Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«. Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for Konstantin tænkte hun. ... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, Ting at gøre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge....
Herluf var vant til deres Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med en Talstørrelse eller et Firma. -Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok. -Ja hvis vi faar noget, sagde Berg. Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen og Madam Martens.
Vejen var ikke saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne. Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille Forfriskning«.
Dagens Ord