United States or Saint Martin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ligeoverfor er Templets Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe.
Og endelig, gaaer han iland, da sørger man for, at han ikke bliver der, til han har ødelagt, hvad han har, og kommer nøgen ombord: man begrændser den Tid, han er iland ad Gangen, men giver ham, saa ofte Omstændighederne tillade det, Lov dertil.
Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet.
Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til min Moder, og det morede hende.
Men før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre den Lille op. Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene.
-Ja, ja, sagde han, ja, ja det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i en uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var Korrektur.
Hun maatte græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun forlangte paa den anden Side ogsaa at blive trøstet ! Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora nu har hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt haft Held med sig til at bevise hende over.
Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til, medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud af den laadne Dørmaatte, jeg red paa.
Ogsaa fra Samkvemmet med sine Søstre havde Frøken Sofie trukket sig tilbage. Hun fandt i sit lille, oprørske Hjerte, at de bar sig lavt og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: »krøb og logrede og skabede sig hellig!«
Dagens Ord