United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland: Jylland mellem tvende Have Som en Runesten er lagt. Runerne er Kæmpegrave, Inde midt i Skovens Pragt, Og paa Heden alvorstor, Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor. Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge.
-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud. Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen ... og nu var han nede. Hun laasede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu til efter The. Saa gik hun ned. ... Karl var nede paa Gaden.
Lærker og alle Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og Kvidren over de sommerlige Marker. Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skurede Bøtter var stillet til Tørring i Solen. Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kølige Stuer. Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst.
Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind. Saa sagde hun noget kort: "Der er nogen hos Instruktøren." William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det. Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
Det bankede paa den ene af Dørene: -Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jægermesteren, hendes Søn, der aabnede Døren: -Det er mig, sagde han. -De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen: -Lad tænde. Hendes Naade bøjede sig ned over Jægermesteren, der allerede, hulkende, var falden ned i en Stol: -Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han gjort Dig?
Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, der aabnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter: -Menneske dog, raabte Ørnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket? Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en Fallit? sagde han saa med halv Stemme. -Ja, sagde Herluf sagte. Døren lukkede sig igen.
Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet: »Lyriske Digte af Nicolai«, forøvrigt var den fuld af lutter tomme hvide Blade. »Hvad skal jeg med den?« spurgte jeg. »De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt Mand.«
Carruthers kedede sig ikke. Kokken havde overgaaet sig selv i Haab om at beholde Pladsen. Jeg har aldrig været saa nervøs i mit Liv. Efter Middag sad jeg og lod, som om jeg sov under en stor Lampe i Biblioteket en Bog med nogle dumme Digte laa i mit Skød da Døren blev aabnet og han Hr. Carruthers kom ind alene. Jeg aabnede ikke Øjnene.
To store Bogstaver var malede paa Træet med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved. "S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i sit Halsbaand, de samme ." Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede.
Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun ventede ikke paa Svaret. Hun sagde Gang paa Gang: -Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny Angst sagde hun: -Men hvor er hun da? hvor er hun da?
Dagens Ord