United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !
For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen på pietetens vinger er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden. WERLE. Gregers, jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.
GINA. Har du kanske spist med Werle? Nej. Så skal jeg sætte maden ind til dig. HJALMAR. Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu. Er det ikke bra' med dig, far? HJALMAR. Bra'? Å jo, så tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg. GINA. Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til. GINA. Ikke andre end de to kæresterne. HJALMAR. Ingen nye bestillinger?
Før var du så forhippet på at få lejet ud; og nu liker du det ikke. GINA. Jo, Ekdal; hvis det bare havde været til en anden en, så . Men hvad tror du, grossereren vil sige? HJALMAR. Gamle Werle? Det rager da ikke ham. GINA. Men du kan da vel skønne, at der er kommet noget på tvers imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved jo, hvorledes de to har det med hinanden.
RELLING. Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut retskaffenhedsfeber. GINA. Retskaffenhedsfeber? HEDVIG. Er det en slags sygdom, det? Uf, den Gregers Werle, det har altid vær't en fæl fisk. Dette her synes jeg er underligt. Der har nylig været fotograferet; et apparat med klæde over, et stativ, et par stole, en konsol og deslige står fremme på gulvet. GINA. Ja, ganske bestemt.
GREGERS. Du skrev mig den gang et brev til, et forretningsbrev naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen. WERLE. Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så. GREGERS. Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina Hansen, vor forhenværende husjomfru.
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen.
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel. GINA. Så? Rejser du da? FRU SØRBY. Ja, imorgen tidlig; op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. GINA. Nej tænk ! HJALMAR. Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham? FRU SØRBY. Ja hvad siger De til det, Ekdal?
Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, så vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde. FRU SØRBY. Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også. RELLING. Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro. FRU SØRBY. Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig.
Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og bagvaskelse og sligt noget ? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende? WERLE. Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
Men nu tør jeg ikke bli' længer; jeg er så opkavet i denne tid. Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg. GREGERS. Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for. FRU SØRBY. Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden
Dagens Ord
Andre Ser