United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik. Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en Genistreg. Og ti Kroner! Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg opgav Forsøget, tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag. Jeg stod tilbage Fortouget og efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner!

FURIA. Jeg er en skygges skygge. CATILINA. Dig er det, Furia! Du hilser mig? FURIA. Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan vi følges ad til Charons båd, to genfærd. Dog først tag sejers-kransen af min hånd. CATILINA. Hvad gør du der? FURIA. Jeg smykke vil din pande. Men hvorfor kommer du alene hid? En høvdings skygge skulde følges af ti tusend faldne. Hvor er dine venner? CATILINA. De sover, Furia!

Mon det er Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende det, tage sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig Vejen ud i Homandsbyen.

GUNNAR. Hjørdis, ti jeg byder dig! HJØRDIS. Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden. Sigurd, vil du tåle ! Vær rolig! Og nu, I gæve mænd, hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar? GUNNAR. Stille! Sig frem, det kræves med rette!

Skjønt Bill netop var kommet tilbake fra et ridt paa 140 miles og var dygtig træt av baade strabadsene og den brutale behandling, som han hadde været gjenstand for fra indianernes side, tilbød han sig dog som frivillig. Klokken ti om kvelden red han fra fort Larned, og ved daggry næste morgen var han fremme.

længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret og , at Klokken var over ti, derfra tog jeg Vejen opover Byen.

Veien gjennem den trange port fører til evig liv. Mens de som gaar paa den brede vei ikke har noget haab for fremtiden, men kun den evige fortapelse i vente, kan den lille flok som gaar paa den smale vei løfte hodet op og med frimodighet se sit livs endelig ivente; ti veien fører til livet. Det evige liv hos Gud. Da glemmes trængslerne og smerterne paa veien, ti de første ting er vegne bort.

Dog, det er sandt: en levevis som vor CETHEGUS. O, ti med sligt! LENTULUS. Mit sidste arvestykke blev denne morgen mig for gæld berøvet. CETHEGUS. Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner! I lystigt drikkelag vi drukner dem! COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre! LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; jeg tænker han, som vanligt, søger os.

Da at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind Østråt ! Jeg siger eder, jeg kunde give ti år af mit liv for at opleve en slig stund. OLAF SKAKTAVL. Hånden hjertet, Inger Gyldenløve, det er altså eders hensigt med ham? FRU INGER. Det og intet andet, sandt Gud lever!