United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . . Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske lidt forresten, og så forbauset ud. »Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. »Hvad jeg vil?!« He, hun spurgte, hvad jeg vilde!
Georg gav en kort Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem. „Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har valgt et lettere Tema.“
Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget. Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen spurgte, om jeg havde været i Middag.
»Et Sengetæppe,« svared jeg. »Hvormange er Klokken?« spurgte han. »Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.« Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds.
Regnen strømmed ned udenfor os. »Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han. Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild? Simpelthen! . . . . »Navn?« spurgte Vagthavende. »Tangen Andreas Tangen.«
Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes Tingene gik derinde.
„Antager du mig da virkelig for saa letsindig?“ spurgte hun endelig med skælvende Stemme og taarefyldte Øjne. Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var, som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde Gift og Galde i hans Ord.
Jeg frygter for, at han er en dødsdømt Mand.“ „Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania. „En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er ikke sandt?“ „Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania. Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.
Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland igen. »Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre, hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i Træk, om det gælder.
„De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der truer Dem?“ spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.
Dagens Ord
Andre Ser