United States or Vietnam ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Har du forlangt hans Pas?“ spurgte Politimanden. „Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede, Deres Højvelbaarenhed!“ og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.
Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen. »Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. »Var han ikke der?« »Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
„Har din Søn flere Penge tilbage?“ spurgte hun. „Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler!“ svarede den gamle. I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Søster havde Varia Bestyrelsen af Fængselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at sørge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge, Bøger, Linned o.s.v.
„Hvis I i Virkeligheden ønsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert Fald sørge for at lægge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa længe den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke!“ sluttede Repin sin heftige Tale. „Er du da vis paa, at den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke?“ spurgte Andrey. „Husk paa, at Moskva tændtes i Brand ved en Tællepraas!
Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over Sydgrænsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin. Andrey spurgte til dem alle, endskønt han næppe selv forstod hvorfor. Hvad vedrørte alt dette ham
»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var Deres Søster.« »Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor. »Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to Damer, som gik foran mig.« »Den yngste, ja? Ja?
Jeg var bleven varm af Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde, sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig, slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.
Jeg spurgte hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette, gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i Orden, og hun så ikke en Gang på mig.
»Farvel!« sagde jeg kort. Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte: »Men hvad bestiller De da nu om Dagen?« »Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.« »Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .«
Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen. »Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på Disken. »Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig. »For hele femti Øre ja,« s vared jeg uforstyrret.
Dagens Ord
Andre Ser