United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Går du også med slige tanker? GUDMUND. Ja vel gør jeg; men kongens vrede ; jeg er jo en fredløs mand KNUT. Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit, som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare MARGIT. Mere tør jeg ikke sige dig. SIGNE Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på ét. MARGIT. Om dig?
Men efter midnat, mærk jer det, da er dagen til ende; da tør I nok få se mig igen, og så får lykken råde for, hvem der skal føre Signe fra gården, Gudmund eller jeg. GUDMUND. Ja, prøv du kun; det skal koste dig så blodig en pande! For alle helgener ! KNUT. Vær spag; vær bare spag, Gudmund Alfsøn! Før solen rinder skal du være i min magt. Erik, kom her! Afsted til vore frænder!
Og dersom jeg nu forsøgte på at gribe ham her, mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru? KNUT. Og med det onde gad jeg nødig gå frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. Ikveld skal ingen her på gården vide at Gudmund Alfsøn er fredløs; imorgen får han se at hjælpe sig selv. ERIK. Ja, men kongens lov? KNUT. Å, kongens lov!
Tro mig, mit ord skal du sande. Jeg véd ikke selv, men jeg er så glad ! Der falder mig ind . Margit, véd du hvad? Hans harpe har hængt så længe på væggen derinde. Jeg vil tage den ned; jeg vil pudse den blank og stille den bered og stemme dens gyldne strenge. SIGNE. Margit, du skal være fro og glad! Har du ikke terner og svende? I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.
Der er ikke den stund så kort, at min hustru kan være mig foruden. GUDMUND. Hvorlunde lever eders søster kære? MARGIT. Jeg takker; hel vel. GUDMUND. Det blev sagt, hun skulde være hos eder. GUDMUND. Signe havde fordum så vennesælt sind; hun kendte ej list eller rænke; når jeg kommer ihug hendes øjne blå, jeg må på guds engle tænke. Dog, mangt kan i syv års tid forgå.
Jeg vandred i lien så tung og så ene; de småfugle kvidred fra busker og grene; så listelig kvidred de sangere små: hør til, hvordan kærlighed monne opstå! Den vokser som eken i årene lange; den næres ved tanker og sorger og sange. Den spirer så let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund! Jeg hørte ikke ret ? SIGNE. Jeg? Nej visst ikke. Kom; vi må gå vore gæster imøde.
GUDMUND. Signe, min dejligste blomme! SIGNE. Som hun gik også jeg i en drømmende blund; de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt om kærligheds magt, har mig frydelig vakt. Aldrig tyktes himlen mig før så blå, aldrig så fager den verden vide; mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå, når jeg vandrer med dig under lide.
Å, Signe, at miste dig nu, det var det tungeste, jeg kunde friste. KNUT. Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig. SIGNE. De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund! SENDEBUDET. I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn. GUDMUND. Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt! SENDEBUDET. Det véd vi alle. GUDMUND. Hvorledes?
Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar dig på mine arme. Da var du et barn; nu er du en huldre, som kogler og gækker. Hvis huldrens harme du vækker, pas på, hun hilder dig i sit garn! SIGNE. Men vent; du har jo end ikke set hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære. Så blank som før!
Dagens Ord
Andre Ser