United States or Bhutan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.« Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun: »Herregud dog!« Mer siger hun ikke. »Hvad mener De med det.« spurgte jeg. »Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt hurtigere til. Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen.
GUNNAR. Kåre bonde! ØRNULF. Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes. GUNNAR. For drab ligeså; han har dræbt min træl. KÅRE. Fordi han håned mig. GUNNAR. Jeg har sagt mig rede til forlig. KÅRE. Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet. Er det sandt du siger; har hun ? KÅRE. Hvert ord er sandt.
Kort og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en liden Latter over dig.
»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en Bog, han taler om?« Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig.
HJALMAR. Å snak; du bare fordærver øjnene med det. HEDVIG. Langt ifra. Kom her med penselen. Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to. HEDVIG. Pyt, hvad skulde det så gøre? HJALMAR. Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha' noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig, det siger jeg dig. Ja ja, det skal jeg nok. HJALMAR. Du er svært flink, Hedvig.
SIGURD. Men hør dog først ØRNULF. Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde. Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig. ØRNULF. Hævn? Hvad råder du da til? SIGURD. Til ondt, det ser jeg nok! Hør ikke på ham!
Han vender sig hid og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, og siger tilslut: »Det var nokså sjofelt gjort af Dem!« »Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved forestilled sig.
Nu er det ude med mit vilde liv; før dagen gryr har staden jeg forladt. LENTULUS. Hvad siger du? CETHEGUS. Du rejse vil herfra? CATILINA. I denne nat, ledsaget af min hustru, farvel for livet jeg og Roma tager. I Galliens dale grunder jeg et hjem; den mark, jeg rydder, skal ernære mig. CETHEGUS. Du vil forlade staden, Catilina? CATILINA. Jeg vil; jeg må! Her tynges jeg af skændsel.
„Værre, meget værre, siger jeg!“ gentog han. „Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!“ sagde Andrey. Og Vasily fortalte. „Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?“ spurgte Andrey, da Vasily var kommen til Mødet paa Trappen. „Ja!“ svarede han og kløede sig sindigt bag Øret „Havde jeg vidst, hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste.
Pludselig så jeg to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud?
Dagens Ord
Andre Ser