United States or Guernsey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men det er ganske morsomt at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen . Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget. Nu kan De da rigtig se vildanden. GREGERS. Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.
Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem.
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst; Og det, véd I, var mig altid til måde. I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt; men I ser, jeg er fro, mit sind er let. Se, derfor kunde I sparet jert komme til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme. GUDMUND. Hvad mener I, fru Margit? GUDMUND. I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
Som kompagnon? WERLE. Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket. GREGERS. Vilde du? WERLE. Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli' noget svage. GREGERS. Det har de jo altid været. WERLE. Ikke som nu.
„Det glæder mig uhyre at De ser det slik,“ svarte Sir Ralph. Og dermed var det bestemt at gutterne skulde være med. „Men det skal være en hemmelighet,“ sa han, „jeg vil la de smaa slyngler faa denne store overraskelse i aller sidste øieblik.“ Dale saa paa klokken. „Klokken er fire. Da maa vi være temmelig nær vort bestemmelsessted.
HJALMAR. Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum GINA. Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud. Se, se, du har logerende også. HJALMAR. Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. GREGERS. Det er altså din datter? HJALMAR. Ja, det er Hedvig. GREGERS. Og hun er jo eneste barn?
CATILINA. Ti; jeg vil ej høre! Jeg hader dig! Jeg ser din fule list; du vil mig lænke til et halv-livs rædsel. Stir ikke på mig! Dine øjne martrer, de stinger mig i sjælen som en dolk! Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne AURELIA. Våg, milde guder, over ham og mig! CATILINA. Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; i dem er stjerneskin og morgenhimmel . Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange. Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved sin Side: »Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at trænge et Måltid.«
Nej; for kærligheden svinder dødens rædsler og dens nat. Ser du, tordenskyen viger; morgenstjernen vinker mat. Ser du, dagen kommer stor og varm! Følg mig, Catilina! Døden griber alt min barm. Grant jeg mindes nu min glemte drøm, hvordan hvælvets mørke spredtes af en stråle-strøm, hvordan barnerøster sang imod den unge dag.
Der , Gunnar, har du din vakkre gut! EGIL. Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg rejste! Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges. Kan hænde! Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du du bringer Egil hjem! ØRNULF. Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær. GUNNAR. Det ved jeg.
Dagens Ord
Andre Ser