United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !
Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . . Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. »Godaften!« sagde han. »Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op.
HEDVIG. Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar? EKDAL. Hele pakken her. Vil du bare se. GINA. Det var jo bra'. HEDVIG. Og i lommen har du også en pakke. EKDAL Så? Snak; det er ikke noget. He he! De sover såmænd alle i hob. Og hun Selv har lagt sig i kurven. He he! HEDVIG. Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar? EKDAL. Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå?
Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt Menneske at gøre.
„Hvad vi nu burde se,“ forklarte Longley, „er fjeldlinjen langs kysten av Onambugten. Den gaar like ved sjøen, og fortsætter ret op til Murkat, hvor vi skal lande. Vi burde være like ved der
GUDMUND. Jeg gemte den, fordi jeg tænkte, med den at løse mig fri, hvis kongens mænd skulde komme mig nær. Men alt fra ikveld har den mistet sit værd; nu vil jeg stride med arm og med sværd, byde frænder og venner op til det sidste, for min frihed og livet at friste. Lad mig få den. Se så! GUDMUND. Du vil ? MARGIT. Skænke den til nøkken dernede.
MARGIT. Nu, kort og godt, der var grund nok for hånde. Dog, himlen være takket, nu er det forbi; jeg står ikke længer alene; om barmen er jeg så let og fri, som et barn under abildgrene. Hvor kunde jeg glemme ! Alle helgener se til mig nådigt ned! Fredløs, sagde du ? MARGIT. Men du, som nylig stod højt i agt, sig mig hvorlunde ?
Han var ikke egentlig sterkbygget, og det solbrændte ansigt var temmelig langt, ualmindelig høi som ogsaa panden var. Han hadde brunt, spidst skjeg og en graanende moustache. Ogsaa haaret var graat ved tindingerne. Øinene maatte man lægge merke til; de var graa, skarpe og gjennemtrængende; det var tydelig at se han var jæger. Allikevel var der et venlig glimt i dem.
Men hvem skulde saa bli tilbake og holde vakt ved flyvemaskinen? Kerr forsikret at han maatte se over sine motorer, og Longley at han maatte indføre en del i dagboken, saa han fik den
GUNNAR. Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes. Se der! Det er Hjørdis! ØRNULF. Med væbnede karle! KÅRE. Hun søger mig! Hil og sæl, Hjørdis! Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte. Gunnar og Kåre, min avindsmand, Ørnulf og hans sønner, og Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, men ikke ved jeg, hvem der er mig bedst sindet. ØRNULF. Vel nok sindet er vi dig alle.
Saa du bør ta en revolver i lommen. Jeg vil ogsaa holde ordentlig øie med dig fra taarnvinduet.“ Kerr lo litt, og syntes øiensynlig at Longley gjorde for meget ut av dette, men tok allikevel revolveren med. Satte saa tvers over sletten mot den lille træklyngen, hvor de fremdeles kunde se manden staa.
Dagens Ord
Andre Ser