United States or Cocos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. »Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han skrev videre.
Jeg vil ikke ha' nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, hm. Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra? HEDVIG. Han har visst fåt af Gråberg. GINA. Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig. HEDVIG. Så må han ha' fåt sig en flaske på borg et steds. GINA. Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget. Nej men, Ekdal, er du alt der igen! Tænk, at du kommer nu, far!
Venner!“ raaber jeg, „mine Penge er stjaalne!“ og styrter som en gal Mand bort fra Kassen.
Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .« Jeg standsed hende. »Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være ganske rolig.« »Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?« »Tror De det?
Hvad han gjorde, var altsaa at vælge et sted, og saa faa en av sine officerer eller sjøfolk til at nedsætte sig der, idet han gav dem nok penger til at kunne komme godt igang med en eller anden bestilling. Enhver av disse fik en „nøkkel“ som de skulde ta i forvaring til gjengjæld for de penge gamle „Granit“ sendte over til dem.
De tunge, røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance igen.
Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt for tort og svie. Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis.
Jeg sad og så på dette hvide Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig til at gætte Summen hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede Kroner ovenpå et helt Kræmmerhus fuldt af Penge!
Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke? Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre.
HJALMAR. Tror du, det skulde være en snare nu igen? GREGERS. Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig. HJALMAR. Ikke den mand ! GREGERS. Du skal få se det, sa' han. HJALMAR. Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge ! HEDVIG. Men, mor, hvad er det da for noget? GINA. Gå ud og tag af dig tøjet.
Dagens Ord
Andre Ser