United States or Saint Helena, Ascension, and Tristan da Cunha ? Vote for the TOP Country of the Week !
GULDSTAD. Ej længer, frue, end det kan sig skikke; jeg klarer sagen til gensidigt held. Blot et minut på tomandshånd FRU HALM. Nu vel! Han flytter virkelig! STYVER. Skal jeg holde fruen! STRÅMAND. Med selskab, mener jeg. FRU STRÅMAND. Hvor er du, Stråmand? Find på et par ord, som kan fængsle dem, en ting, som er lidt morsom! Har fruen læst departementets bønskrift? STRÅMAND. Nu? FALK. Nu?
Jeg klapper på Lommen og føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som smærted mig.
Med et eneste ord kunde jeg ; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at ELINE. Jeg hører eder. FRU INGER. Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt. ELINE. Hvor kan det undre jer, min moder?
Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag. FRU INGER. Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvilrådig jeg står og vipper på skillevejen, overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken.
"Gildet på Solhaug" skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, altså for omtrent 28 år siden. Stykket opførtes sammesteds for første gang den 2. Januar 1856 som festforestilling til erindring om den norske scenes stiftelsesdag. Jeg var dengang ansat som instruktør ved det bergenske teater og ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udførelse.
Hun gik. Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om. »Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg mente, det var så.
FALK. Hej, du er da tryg på lykken; ønskesværmen, tæt, som myg, har surret op og ned her hele dagen. LIND. De mener det så vel, den hele flok; skønt noget mindre kunde være nok. Den andel, som de tar, er næsten trættende; at slippe bort en stund vil være lettende. FALK. Hvor går du? LIND. Ned på hyblen, har jeg tænkt. Bank på, ifald du finder døren stængt.
Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved, Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental.
»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.« »Ja, nej, det nytter ikke.« »Fem og tyve Øre?« sagde jeg. »Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.« Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.
HJALMAR. Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, sådan på en måde. GREGERS. For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed. HJALMAR. Tror du en mand så let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt? GREGERS. Nej, en almindelig mand; det kan så være. Men en mand som du !
Dagens Ord
Andre Ser