United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind; men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.
Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.
Farvel, Sigurd! SIGURD. Farvel igen og lykke til værket! Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke, sønderrevne uvejrsskyer. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Der sidder han endnu. SIGURD. Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden. »Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.
Der var ingen Grund mere til Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han Georgs Brev som Svar. „Endelig engang!“ gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen. Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han var pludselig igen i St.
Der legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig.
De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt. Hvilken Mængde Ofre! Zina Boris Vasily og Botcharov alle døde! Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede!
Jeg banded nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene. Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter!
Ingen Forklaring. Ikke et Ord. Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke. Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind, da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre Side, og jeg begyndte at svede. Hm!
Hun syntes at kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg, mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre. „Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“
Dagens Ord
Andre Ser