United States or Sri Lanka ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften.
Men hun . Om hun vilde forsøke at bli hvad kunde hun gi ham, om hun vilde. Aldrig hadde hun jo kunnet gi ham noget bare ta imot. Om hun prøvet at bli hun narret ikke ham, fik ikke ham til at tro, hendes livslængsler var stillet for altid i deres ungdomskjærlighet. Han vilde si, hun skulde gaa. Hun hadde elsket og git, og nu elsket hun ikke mere og skulde være fri igjen.
Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han slog stærkt på. »Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken. »Kierulf, Uldhandler Kierulf.« Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han ikke plejed at gå med en lys Frakke?
Fem minutter omtrent var han derinde, og da han kom ut igjen, saa han aldeles het ut. Frokosten stod paa bordet. „Naa, noget vigtig?“ spurte Dale.
GREGERS. Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' færdig? HJALMAR. Nej, herre gud, du må ikke spørge mig om sådanne enkeltheder som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an på inspirationen, på en indskydelse, og det er næsten umulig på forhånd at beregne, hvad tid den indtræder. GREGERS. Men fremad går det da vel?
De kunde sagtens få noget skriveri deroppe også. Og her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og kvikke Dem op. Har jeg ingen verdens ting, som ! GREGERS. Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som De, der altid har kendt sig så dragen til det, som frit og vildt er Hjalmar, nu skal han se det! HJALMAR. Nej men, far, er nu det værdt? Det er jo mørkt Lad mig slippe frem.
Han talte om prestens stilling i menigheten og om menighetsfolkenes ansvar likeoverfor sin prest, saavelsom prestens ansvar likeoverfor Gud og mennesker. Han kom ogsaa ind paa naadegaverne og talte længe om noget som han kaldte „forsynets naadegave.“ Dette ord forstod ikke de fleste i menigheten. Gamle N. B. Olson forstod dog at det var en sproglig feil.
DEN TYNDHÅREDE. Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke? FRU SØRBY. Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle. Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal? HJALMAR. Det er bare et album, herr grosserer. Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem. Har De ikke taget nogen med af Deres egne? HJALMAR. Nej, jeg har ikke.
Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, her i byen er de historier glemt for længe siden for mit vedkommende. GREGERS. Men den ulykkelige ekdalske familje da! WERLE. Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig.
Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp. Jeg kyssed hende. Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed hende mange Gange.
Dagens Ord
Andre Ser