United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tusind Alen under Dette, som jeg mumled i min Hat, kjæmpende imod min Graad, var imidlertid vor Baad nærmere mod Landet gleden, saa vi næsten var paa Rheden, før jeg Hov'det turde lette, for at see mig om paany. «Ha!» Jeg skreeg i vilden Sky, saa min Kammerat blev bange og mit Haandled vilde fange «Ha, der ligger Huset jo, hvor min Hustru skulde boe!
Vor herre lad mig da aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke! HJALMAR. Å, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt! GREGERS. Tør jeg komme? HJALMAR. Ja; kom. Det er sket. GREGERS. Det er? HJALMAR. Jeg har levet den bittreste stund i mit liv. GREGERS. Men også den mest løftede, tænker jeg. HJALMAR. Nå, foreløbig har vi det i al fald fra hånden.
Jeg vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! . . . .
Og med mit Frakkeærme tørrer jeg Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende Beretning!“ Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil, som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa genoptog han sin Fortælling.
Naa, allikevel mener jeg, at paa sæt og vis har mine erfaringer kanske gjort mit indre liv rikere og dypere end en mindre ulykke vilde kunnet siden det var min skjæbne, at jeg ikke skulde opleve den store lykke.
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Hjørdis, Hjørdis! Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; sig mig, i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst? DAGNY. Det var jeg, fornemmelig hos Ædhelstan i England. HJØRDIS. Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?
Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig. GREGERS. Du har jo fru Sørby. WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; og det kan jeg så sårt trænge til.
Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp. Jeg kyssed hende. Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed hende mange Gange.
Han aner intet. LENTULUS. Hør, Curius, gik ikke Catilina nys gennem haven? CURIUS. Jo, han er derinde. Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel? En rastløs uro gærer i mit blod. Ah, Furia, forunderlige kvinde! Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig? Hvor blev hun af? Bort gled hun som en skygge, da jeg af graven havde friet hende.
Her står «Menu»; det betyder spiseseddel. HEDVIG. Har du ikke noget andet? HJALMAR. Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, HEDVIG. Tak.
Dagens Ord
Andre Ser