United States or Finland ? Vote for the TOP Country of the Week !
GUNNAR. Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det, så skal vi snart forliges. SIGURD. Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig. Det må du gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå! ØRNULF. Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på.
GINA. Ået steds må De jo være; og nu er det snart færdig også. Ryd af bordet, Hedvig. GREGERS. Jeg hører, De kan retouchere, fru Ekdal. Jaha, jeg kan det. GREGERS. Det traf sig da rigtig heldigt. GINA. Hvorledes heldig? GREGERS. Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg. HEDVIG. Mor kan også fotografere. GINA. Å ja, jeg har nok fåt lære mig til den kunsten.
Ak du min lille Jenny, du fik ikke plukke de blomster, du vilde, og dine drømme sprang aldrig ut og nu drømmer jeg dem . Og naar jeg har levet længe nok til at bli saa fuld av længsel som du kanske jeg gjør som du og sier til min skjæbne, giv mig litt av mine blomster da, jeg skal nøies med meget mindre end jeg forlangte, da jeg begyndte at leve.
«Kom her.» Han leiet hende bort til sofaen og satte sig ned med hende. «Jeg vil spørge dig om en ting. Elsker du mig, Jenny?» «Det vet du,» sa hun fort og ræd. Han tok hendes kolde haand i begge sine: «Jeg vet du har gjort det en stund. Gud skal vite, jeg forstod aldrig hvorfor. Men jeg visste, det var sandt, naar du sa det. Hele dit væsen mot mig var kjærlighet og godhet og glæde.
Jeg løj mig frem uden at blues, snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed. Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte sig mer og mer.
Jeg mindes grant, da første gang jeg så Dem, hvor lidt De tyktes mig de andre lig, og hvor fast ingen evned at forstå Dem. Om bordet sad det pyntelige lag, hvor theen dufted, passiaren surred, mens frøkner rødmed og mens herrer kurred, lig tamme duer på en lummer dag.
Endelig blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg satte mig. Tanken på Gud begyndte atter at optage mig.
OLAF SKAKTAVL. Hvad mener I? FRU INGER. Liv mod liv! Én af dem må gå under. OLAF SKAKTAVL. Ah, I vil ? FRU INGER. Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand i tale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter.
Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet? Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede! Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred.
En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: »Godaften!« Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. »Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham. »Nå, hvordan går det?« spurgte han. »Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«
Dagens Ord
Andre Ser