United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
I får se til, om ikke jeg også holder fast ved mit ord. Guds fred til ikveld! Bengt følger dem til døren. BENGT. Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg, vi har god grund til begge to.
Har også han drukket ? HUSKARLEN. Knut Gæsling har fældet ham! SIGNE. Fældet! MARGIT. Da priset være gud, som frelste os alle! Herr Bengt er død. GUDMUND. Altså dog fældet. HUSKARLEN. Gæsterne og eders folk har fat bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de. Hvad siger du til det? GUDMUND. Knut, Knut, hvad har du gjort?
MARGIT. Det var sig en ungmø fager og fin, hun sad i sin faders gård; hun sømmed i silke, hun sømmed i lin; så lidet den gammen forslår. Hun sad så ene med sorrig og gru; der var tomt i hal og i stue; den jomfru liden var stolt i hu, hende lysted at vorde en adelsfrue.
MARGIT. Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad om din tro? SIGNE. Jeg vilde svare, jeg er for glad til at tænke på bejlere eller på sligt. MARGIT. Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt? SIGNE. Å, var han end konge, med hallen fuld af dyre klæder og røden guld, det skulde så lidet mig friste.
Således skede det, at det formløst gærende udkast til tragedien "Hærmændene På Helgeland" foreløbig forvandlede sig til det lyriske drama "Gildet på Solhaug". De to kvindeskikkelser, plejesøstrene Hjørdis og Dagny i den påtænkte tragedie blev til søstrene Margit og Signe i det fuldførte lyriske drama.
Mindes dig kun hine kvinder i fremmede lande, hun, den fagre prinsesse; se, hun var vild; mod hende er jeg som lammet mild. At længes og hige hun voved ej blot; hun pønsed på dåd; og se det GUDMUND. Det er godt, du minder mig derom; jeg vil ikke længer gemme på det, jeg så lidet trænger. MARGIT. Flasken! Du mener ?
Nej; hvad skulde det være? MARGIT. Det er sandt. Og så? Han er kommen, Margit! Dengang vidste jeg ikke, hvem du mente; men nu ! MARGIT. Og hvad har du svaret ham? SIGNE. Å, det véd jeg ikke. MARGIT. Men, Signe, Signe; jeg fatter ikke, at du så snart ! Du har jo neppe kendt ham før idag.
Sig mig, mens fjernt fra bygden jeg vandred, har også hun sig så stærkt forandret? Er det i kongens gård slig høvisk tale man lærer? I minder mig om, hvordan tiden tærer GUDMUND. Margit, hel vel mine ord I forstår. Engang var I mig begge så blide; I græd, da jeg skulde fra bygden ride; vi loved at holde som søskende sammen i fryd og i ve, i nød og i gammen.
Å Krist, hvilken rigdom uden ende! Om dagen kan du ride dig i lunden sval, at vejde den vilde rå; om natten kan du sove i fruersal på silkebolsterne blå. SIGNE. Hvad siger du? Gå; smyk dig som bedst. Min lykke, den du så lydt monne prise, kunde times dig selv. SIGNE. Hvad mener du vel? SIGNE. En bejler? Til hvem? MARGIT. Til dig. Å, da er han kommen på den urette vej.
BENGT. Hverken eders økse eller eders kniv eller hvad andet værge, I bærer hos jer. MARGIT. Thi da kan I ingensinde håbe på noget svogerskab med mig. BENGT. Nej, det har vi fast bestemt os til. BENGT. Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast. KNUT. Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg har det på samme sæt; og jeg har nu engang drukket på svogerskab mellem os.
Dagens Ord
Andre Ser