United States or Colombia ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. »Har du ikke faret før?« spurgte han. »Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.« Han tænkte sig atter om.
De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende paa sig Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed. „Stop!“ sagde den ene en lille, kortbenet Fyr og stillede sig i Vejen for dem. „Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han. „Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i samme Aandedræt. „Deres Navn, Adresse, Fødested?
Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! DAGNY. Men det kan du jo lige godt. GUNNAR. Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længst e. DAGNY. Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag. Vel, lad så være!
Hvis bare mit bud kommer betids til Jens Bjelke FINN. Jeg? FOGDEN OG HUSKARLENE. Finn! Tilhest, tilhest! Hil være Inger Gyldenløve! Ja, ve dig; sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig , som myrder ham. Men mit bytte undslipper mig lige fuldt. Og oprøret vokser og breder sig! Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i!
Altid snøvled den Franzos: «Eders Naade, den Matros ganske sporløst er forsvunden, som en Steen, der gaaer til Bunden; Drengen ude var og foer siden han var nævestor; Fremmede Gud veed hvorfra alt forlængst i Huset boede: Moer og Datter, stille Kvinder; artige bevares ja! særligen for Britterinder; men, naar Alt han skulde sige, som han i sit Hjerte tro'ede, var hans Mening: ei saa lige de hinandens Ord forstode.»
Og med mit Frakkeærme tørrer jeg Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende Beretning!“ Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil, som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa genoptog han sin Fortælling.
Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig derfor. „Farvel, Grigory Alexandrovitch!“ sagde han og trykkede varmt hans Haand. „Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besøge dig!“ Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen først senere forstod. Andrey gik ikke lige hjem; han havde først noget at besørge i Hovedkvarteret.
Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var, af denne unaturlige Kamp. Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende.
„Naturligvis kan han det,“ faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv. Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny Plads.
Dog, lige meget; det matte måneskin sig passer godt til dette dunkle halvlys, der omhyller, der stedse har omhyllet mine veje. Hm, Catilina, så er denne dag din sidste; alt imorgen er du ej hin Catilina mer, du før har været. Fjernt i det øde Gallien skal mit liv henrinde ukendt som en flod i skoven.
Dagens Ord
Andre Ser