United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde, og det er vel ikke gjort i en fart. GUDMUND. Jeg må se, om hun endnu kan mig kende. Ja, dengang! Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år. Han vil ikke tro, det er mig! GUDMUND. Tilvisse! Men at hun skulde ! Nej, nej, det var dog aldrig faldet mig ind.
Men det er ganske morsomt at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og gøre det rent en gang imellem og smøre det med benfedt og skrue det sammen igen . Ja, det er jo mest far, som pusler med sligt noget. Nu kan De da rigtig se vildanden. GREGERS. Jeg står just og ser på den. Hun hænger lidt med den ene vingen, synes jeg.
„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“ vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.“
GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting. Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det. Men sig mig nu, Hjalmar, finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling? Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig.
Hun syntes at kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg, mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre. „Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“
GREGERS. Hvad er det for to? GINA. Å, det er en, som har været huslærer HJALMAR. Det er en kandidat Molvik. GINA. og så er det en doktor, som heder Relling. GREGERS. Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal. GINA. Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner.
Og jeg begav mig ud til Grønlandsleret. Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden. Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det med ganske fortræffelige Påfund nu og da.
Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en Distraktion, jeg indrømmed det. »Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,« sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .« Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav sig atter i Færd med Poserne.
Netop dette gjorde, at de forstod saa inderlig godt begge to. «Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde tusen kroner, og kanske lidt mere.» «Ja ha, jo det faar vi nok. Men, puh saa kvalmt her er Jonas.» Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte hele styrehuset i en gufs.
Vasily saa fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran den vrede Mand. „Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.
Dagens Ord
Andre Ser