United States or Trinidad and Tobago ? Vote for the TOP Country of the Week !
GUNNAR. Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes. Se der! Det er Hjørdis! ØRNULF. Med væbnede karle! KÅRE. Hun søger mig! Hil og sæl, Hjørdis! Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte. Gunnar og Kåre, min avindsmand, Ørnulf og hans sønner, og Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, men ikke ved jeg, hvem der er mig bedst sindet. ØRNULF. Vel nok sindet er vi dig alle.
Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile. »Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .« »Eller til Væblungsnæs?« »Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«
Og utenfor de smale, oplyste kneipedører og under de faa gaslygter skimtet han skumle menneskeskikkelser. Helge var midt imellem henrykt og ræd gutagtig spændt. Mens han samtidig begyndte at spekulere paa, hvor han kom ut av denne labyrint og hvordan han skulde finde tilbake til sit hotel langt borte i den anden ende av verden. Han fik vel spendere en drosche.
De vissenbrune jorder og de oppløide akrer bredte sig utover med milde farver, og her, hvor himmelkuppelen fik hvælve sig videre, falmet det skræmmende sterke blaa blidelig ned mot horisonten. Skogaasernes lave bølgelinje laa langt ute, men de enkelte fritstaaende trægrupper ute i jorderne tegnet sit kniplingsverk av grener mot luften.
Fransiska lo pludselig høit: «Vet De, signoraen trodde, jeg var Deres moglie at vi skulde bo der begge. Jeg sa, jeg var Deres kusine hun smakte litt paa det forresten. Cugina det er vist ikke bra nogensteds i verden det!» Saa lo de begge en stund av det. «Har De lyst at gaa en tur,» spurte frøken Jahrmann pludselig. «Skal vi gaa ut til Ponte Molle? Har De været der? Orker De gaa saa langt?
Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude; et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder; da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder.
GREGERS. Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller. RELLING. Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De. GREGERS. Det har De ret i. RELLING. Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde.
„Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,“ svarede Helene. „Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.“ „Gid du havde Ret,“ svarede Vennen. „Det vilde være saa langt lettere at hjælpe ham! Men lige meget det vil ikke vare længe, førend jeg ved Besked om alt.“ De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt.
Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster? Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte. Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar. »Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.
Synet af denne unge, blomstrende Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By som var fuld af Spioner og Politi for rimeligvis her at ofre Livet for et Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede atter paa Hovedet. „Nej, sig ikke det!
Dagens Ord
Andre Ser