United States or Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, det er ilde; men det er sandt og visst, spot vil blive eders løn, spot over, at en kvinde var snildere end I. "Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt", vil man sige, "skamfuld som en hund lusked han igen afgårde". Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke?
Jeg finder Vel fyrstikker? GINA. Fyrstikkerne står på kommoden. HEDVIG. Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen. GINA. Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling. HEDVIG. Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration. GINA. Det også, ja. HEDVIG. Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. »Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han skrev videre.
Hver Aften i Skumringen kom han til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen efter først at have bragt Uorden i Sengen, for at Værtinden skulde tro, at han havde sovet i den og først var gaaet tidlig om Morgenen.
Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen Forklaring. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.
De tunge, røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance igen.
Han stod en Stund urørlig. »Hvor bor De henne?« spurgte han. Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt. Han stod igen en Stund. »Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. »Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge her.« »Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«
Stikker til bunds så dybt de kan vinde, far; bider sig fast i tang og i tarre og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og så kommer de aldrig op igen. GREGERS. Men, løjtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen. EKDAL. Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far. Og den hunden den dukked efter og hented anden op igen. Os så fik I den her?
Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte tildøde. Og jeg gik. Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen.
Jeg foresatte mig ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog fat på min Skrivning påny.
Dagens Ord
Andre Ser