United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot: »Hvor De er dejlig nu!« Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var.
Jeg skal udføre den, siger jeg. Der skal nok engang komme den dag, da . Og derfor er det godt, vi fik værelset lejet ud; for så er jeg mere uafhængig stillet. Lid på din Hjalmar, du. Han har brede skuldre, han; kraftfulde skuldre i al fald. Jo visst gør jeg så; men lad os først se at få ham til køjs. HJALMAR. Ja, lad os det. HJALMAR. Er du alt der igen, Gina? GINA. Å ja, en får nok rappe sig.
Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen.
Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang. »Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?« »Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig. Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun ikke kendte mig, og siger: »Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang?
Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende hver Gang det gjorde meget ondt. Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv.
SIGURD. For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget. ØRNULF. Give dit halve gods og eje! Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du? Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!
Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun desværre havde været forhindret fra at overvære.
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han. SIGURD. Det skal du lidet agte. ØRNULF. Ja ja, hvem vet! Skal vi to stedes til møde igen! Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven. ØRNULF. Hvad er din agt? GUNNAR. At række dig hånden til fred før du rejser.
HJALMAR. Jeg kan opvække hans selvfølelse fra de døde, i det jeg hæver det ekdalske navn til ære og værdighed igen. GREGERS. Det er altså din livsopgave. HJALMAR. Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han allerede da uvejret brød løs over ham. Da disse forfærdelige undersøgelserne stod på, var han ikke længer sig selv.
HJALMAR. Og skulde jeg være urimelig en gang imellem, så herre gud husk på, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes hær. Nå! Giv mig fløjten. HJALMAR. Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig å! Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. Hys, Ekdal, jeg tror der kommer nogen. Se så igen! Om forladelse GREGERS. er det ikke her, fotograf Ekdal bor?
Dagens Ord
Andre Ser