United States or Bermuda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her å, disse her skrækkelige historierne! GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind? HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det. Far! Ja så. Hm. Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, ikke med et eneste ord. HJALMAR. Ja.
Jeg holdt så usigelig af hende; og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen. GREGERS. Siger du, at det bare var en indbildning! HJALMAR. Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers.
HEDVIG. Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op? HJALMAR. Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha' mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til. EKDAL. Fik de dig ikke til det, du? GINA. Det kunde du da gerne ha' gjort. EKDAL. Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han. HJALMAR. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt.
Nej, Jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far. Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand? HJALMAR. Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse. Nej, det er hun da vel ikke.
GREGERS. Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg? RELLING. Folk er syge omtrent alle i hob, desværre. GREGERS. Og hvad kur bruger De så for Hjalmar? RELLING. Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham. GREGERS. Livs løgnen? Jeg hørte ikke rigtig ? RELLING. Jo, jeg sa' livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.
Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning. GREGERS. Desværre, han har forblindet mange. HJALMAR. Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne. GINA. Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.
HJALMAR. Ja visst ved jeg det. GREGERS. Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet! HJALMAR. Hvilket vidnesbyrd? GREGERS. Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden. HJALMAR. Skyde vildanden! GINA. Nej, tænk ! HJALMAR. Hvad skulde det til?
HJALMAR. Så det kalder du gale veje? Å, du forstår ikke, hvorledes en mand har det, når han sørger og fortviler; navnlig en mand med mit ildfulde gemyt. GINA. Nej, nej; kan så være, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke på det heller; for du blev jo så inderlig bra' en mand, straks du havde fåt hus og hjem.
Du er næsten ble't fyldig og svær. HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang. GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås. Hvorledes går det din far nu?
Det var jo alt dette her vanskelige, som du selv sa', hørte til, for at grunde det sande ægteskab. GREGERS. Men det er jo på en ganske anden måde, Hjalmar. Du vil da vel ikke sammenligne hverken dig eller hende med disse to ? Nå, du forstår mig nok. HJALMAR. Men jeg kan dog ikke komme fra, at der i alt dette er noget, som sårer og krænker min retsbevidsthed.
Dagens Ord
Andre Ser