United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
RELLING. Jeg yttrer et inderligt ønske om, at kvaksalveren vilde forføje sig på hjemvejen. Blir han her, så er han mand for at forkluddre jer begge to. GREGERS. De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu ikke tale. Ham kender vi. Men også hun har visselig på bunden af sit væsen noget troværdigt, noget vederhæftigt Så skulde De bare lad't mig gå for den jeg var da.
HEDVIG. Ja det må du gerne, hvis du vil. GINA. Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen. Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen. HJALMAR. Jeg må altså åbne det? HEDVIG. Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er. HJALMAR. Godt. GINA. Hvad står der for noget da? HEDVIG. Å ja, far, sig det!
GREGERS. Og så blev det til forlovelse? HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden ; hm Sig mig, da du var ble't forlovet var det da, at far lod dig ; jeg mener, var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering? HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller.
GINA. Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten. HJALMAR. Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må Skaffes tilveje. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller. GINA. Hvad er det du ser efter? HJALMAR. Smør. GINA. Smør skal straks komme. Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød. Se her; det skal være nykærnet.
Men det var bedst så; for nu gør jeg snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg, at far kan få lov til at bære uniformen igen. Jeg vil fordre det som min eneste løn. GREGERS. Så det er det med uniformen, som han ? HJALMAR. Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke forestille dig, hvorledes det skærer mig i hjertet for ham.
HJALMAR. Nå, så syntes jeg det var bedst sådan med et ryk, ser du at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig GREGERS. Gjorde far? HJALMAR. Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen.
RELLING. Så kommer De på hodet ned over trapperne; nu ved De det. Nej men, Relling! GREGERS. Ja, kast De mig bare ud . Det får De ikke lov til, Relling. Men det må jeg sige Dem, herr Werle, at De, som gjorde alt det fæle inde i kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om stank. HEDVIG. Mor, der er nogen, som banker. HJALMAR. Se så; nu skal vi ha' det rend også! Uf da!
HJALMAR. Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. Ja, nu tænker jeg at bli' her. HJALMAR. Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig til? Gregers. Ja-, vidste jeg bare det, du da var jeg ikke så ilde faren endda. Men når en bar det kors på sig, at hede Gregers . «Gregers» og så «Werle» bagefter; har du hørt noget så fælt, du? HJALMAR. Å, det synes jeg slet ikke.
Han, en militær, han, som havde skudt ni bjørne, og som stammed ned fra to oberstløjtnanter, ja, fra den ene efter den anden, naturligvis . Kan du begribe det, Gregers? GREGERS. Ja, jeg begriber det godt. HJALMAR. Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke, å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro.
Dagens Ord
Andre Ser