United States or Iceland ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia atter kom tilbage til ham. „Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia fortalte videre uden først at blive spurgt.
Det var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham. Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne. Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at fortsætte til Bergen? For maskinskade. Ene og alene for maskinskade.
Det saa vitterlig ut som om det stod og dreiet rundt paa den ene vingespids. Gulvet i styrehuset stod paa ende, som om det pludselig vilde agere væg. Den mesterlige manøvre hvirvlet dem op i midten av rydningen. Og her saa de snart at det strandede aeroplans stilling var blit kritisk. Begge flokker var nu naadd frem til det.
„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“ „Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved Gadedøren og bed ham komme op men du kommer med!“ tilføjede han bydende. Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.
Han tok som tekst fortællingen om den rike mand og Lazarus. „Vi her hjemme i kristenheten er den rike mand,“ sa missionæren, „og Lazarus er de stakkars gassere som ligger for vor dør.“ „Vi klær os i purpur og kostelig linned og saa glemmer vi de hundreder og tusener i aandelig og legemlig nød forkomne hedninger.“ „Hundene som kom og slikket Lazarus’ saar er de gassiske troldmænd,“ sa taleren. „De kommer og slikker de stakkars hedningers hjertesaar og forsøker at læge dem med troldkunster og hekseri; men det gir ikke nogen varig lægedom.“ „Det kan gi dem lindring en liten stund, men det kan ikke læge de store gapende saar i hedningehjertet den onde samvittighet.
Han stod en Stund urørlig. »Hvor bor De henne?« spurgte han. Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt. Han stod igen en Stund. »Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. »Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge her.« »Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«
Her er jo saa stille paa gaterne om natten. Der som vi bor, frøken Jahrmann og jeg, er der en liten fontæne nede i gaarden. Vi har balkon utenfor vore værelser naar det er mildt om natten, sitter vi derute og hører paa, at det rinder, til langt paa nat.» Hun hadde sat sig paa stenrækverket.
DAGNY. Ja, men du ØRNULF. Jeg? Jeg fryser ikke. DAGNY. Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede. ØRNULF. Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten. DAGNY. Men at sidde her så stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet vant til det. ØRNULF. Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret. Ophold.
FALK. Nej, på et drama. GULDSTAD. Det var da som fanden; jeg trode ej, De gav Dem af med sligt. FALK. Nej, dette her er også af en anden, en ven af mig, ja af os beggeto; en fejende forfatter kan De tro. Tænk Dem, fra middagstider og til kveld han digtet har en hel idyl til ende. Og slutningen er god!
„Skyer,“ sa Longley kort. „Vi holder paa at stige over dem nu, forstaar De.“ Derpaa vendte han sig til Dale: „Jeg tænker vi holder os her i denne høiden
Dagens Ord
Andre Ser