United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var allerede borte borte for bestandig! Endnu levede han for hende var han allerede tabt! Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg. Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. Hun syntes, hun maatte kunne græde sig ihjel hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og skar i hendes Bryst. Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag det dyrebare Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik alt forsvandt for hendes egen grænseløse Fortvivlelse som var uden Ende, uden Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at slaa.
Bare han maa gjøre Dem lykkelig, Jenny.» «Tak,» sa Jenny og gav ham haanden igjen. «Ja .» Gram saa ut for sig. «De kan vite, jeg er glad i gutten. Min eneste søn. Jeg tror nok, Helge er glad i mig ogsaa igrunden.» «Det er han. Helge er svært glad i Dem. Baade i Dem og sin mor.» Hun rødmet i det samme, som om hun hadde sagt noget taktløst. «Ja. Jeg tror det.
Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og altsaa ogsaa maatte undersøges. „De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden. Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin Vej.
Han bar i haanden et av de korte, tunge forladningsgeværer, som var kjendt under navnet «Mississippi-jægere». Med bankende hjerte kastet han det til kindet, sigtet paa indianeren like under den pragtfulde fjærprydelse, som høvdingen bar paa hodet, og fyrte.
Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. „Men jeg skal først have ordnet noget,“ tilføjede han og trak sin uundværlige Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med Haanden ned i den.
Han skulet fra den ene af os til den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick ænset han ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjænket han rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa tørret han sig om munden med haanden og sagde nærmest henvendt til den elektriske lysekrone: «Nu staar hun i femtitusen!» Dick krøb sammen paa stolen.
Saa, da han skulde gaa og stod i overfrakke med hatten i haanden, sa Gram lavt: «Hør her, Jenny. Ja for det kan jo ikke nytte, om jeg vilde forsøke at skjule overfor Dem, hvordan forholdene er i mit hjem. Det vilde være bedre, naar vi træffes der, at vi ikke var kjendte fra før. At Helges mor ikke fik vite, jeg hadde gjort Deres bekjendskap paa egen haand.
Jeg har kun af hele Livet Eet igjen; det er min Ære. Du?.. Nei, hvad jeg end faaer høre, værre end min Fantasi hvisker ind i Sjelens Øre, Mary Ann! er du tilgivet.» Haanden, flux tilbagetagen ved Feiltagelsens Opdagen, at det ikke var min Datter, som jeg talte til saa mildt, raktes Synderinden atter.
Helge forsøkte at kjække sig: «Jeg pleier at si, jeg kom fra Florens i formiddag med toget.» Jenny lo høflig men Fransiska smilte døende. I det samme kom der ind en barhodet, mørkhaaret pike med et frækt, gulfett ansigt. Hun hadde en mandolin i haanden. Efter hende trippet en liten luvslitt, opvarterelegant fyr med guitar.
Gives der paa Jorden Sted, hvor, om tvende Fiender mødes, uvilkaarligen de nødes til at standse sine Fjed og udrække Haanden begge, venlig Arm i Arm at lægge, slagne af den søde Fred i Naturens Herlighed... hvor Forfængelighedsflammen synker i sin Aske sammen, og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel vilde vende, retsom bange forat skjænde hellig viet Tempeldom... hvor Naturen taler Trøst: Fjeldet som den issehvide børnekjære Oldefader, der sin gamle Favn oplader, Dalen med en Moders blide uforglemmelige Røst, Elven som en trofast Sanger, der vil Hjertet atter lære gamle Toner, svunden Lyst: o da maa vel Stedet være i det deilige Hardanger .
Dagens Ord
Andre Ser